333
— Ja, havde man endda en Panacéa, sukkede Amtsbarbéren.
Magisteren svarede:
— Æsculapii Dotter hed saa. Fablen siger, at hun opfandt et Middel, der sikkerlig kurerede alle Sygdomme. Men véd han, at hun er fra den hedenske Tid og ded for Secula siden.
— Ja, der var ide Tider mange gamle Kællinger, som praktizirte, men da var der megen Abertro in publico. Tror ikke richtig paa deres Arcana.
— Kan være, at han har Ret. Men jeg véd, at Kejser Neros Livmedicus, ved Navn Andromachus, skal have opfundet et Arkanum, som helbredede mod al Gift. Og hvad er Eders materia peccans andet end Gift, som Djævelen injicerer i vore Væsker eller „humores“.
— Pardon, Hr. Magister, men om teologiske Kvæstioner tør jeg ikke udtale nogen Mening. Jeg kan ikke gaa saa dybt i min „Kunst“, at jeg kan faa fat paa Gud eller paa Dævelen, men som god Kristen venerirer jeg alle begge.
Han tog sin Lammeskindshue af og bøjede Hovedet. Han vedblev:
— Men jeg vêd godt, hvad Magisteren mener, nemlig højsalig Kejser Neros …
— Hvad? Nero højsalig? Han brænder i Helvede, det ugudelige Skarn.
— Herrgott! Stakkels Mand! Ja, i saa høje Stillinger fristes man let til store Synder. Men
