Side:Høffding - Mindre Arbejder.djvu/151

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er valideret

137

Alexander Hamilton.

ejendommelige Forhold, under hvilke den amerikanske Forfatning blev til: som positiv Fastsættelse af Folkets samlede Magt, ikke som en Akkord eller en Kontrakt mellem stridende Magter i Folket. Den Grund til Skinsyge overfor den udøvende Magt, som fandtes, og stadigt findes i Europa, og som har gjort saa mange frie Forfatninger ufrugtbare, fandtes ikke i Amerika. Lockes og Montesquieus Teori om Magtens Deling kunde derfor gennemføres dér i renere og konsekventere Form. Den amerikanske Republik er ingen »parlamentarisk« Republik.

2) Det andet konservative Element ligger i Tokammersystemet. Ved den Bestemmelse, at Senatets Medlemmer skulde vælges af Enkeltstaterne, to fra hver Stat, lykkedes det at lade Staternes Selvstændighed træde frem i Forfatningen. Men tillige giver Tokammersystemet Lejlighed til grundigere Overvejelse end Etkammersystemet. En enkelt, talrig Forsamling giver let efter for en pludselig Tilskyndelse. Tillige kan i Senatet Sagkundskaben blive særligt repræsenteret.

3) For det Tredje ere Forfatningsforandringer vanskelige at gennemføre. De skulle enten foreslaas af Kongressen, naar to Tredjedele af begge Huse ere enige derom, eller af et Konvent, der sammenkaldes af Kongressen efter Opfordring af de lovgivende Forsamlinger i to Tredjedele af Enkeltstaterne. Til Forandringernes Vedtagelse udkræves, at tre Fjerdedele af Enkeltstaternes lovgivende Forsamlinger, eller tre Fjerdedele af Konventer, der sammenkaldes i Enkeltstaterne, stemme for dem. Den Bestemmelse, at Senatet skal bestaa af et lige stort Antal Medlemmer fra de forskellige Stater, kan ikke ændres. — Medens det engelske Underhus ved simpel Lov kan ændre den engelske Forfatning, saa at denne befinder sig i en uafbrudt Vorden, er der her sat større Hindringer for Forandringer.

4) Domstolene ere aldeles uafhængige af den udøvende og den lovgivende Magt. Den øverste Unionsdomstol kan erklære Love, som stride mod Konstitutionen, for ugyldige. Den har altsaa Ret til at fortolke Konstitutionen. Hensigten med

    Antagelse, at hvad der ikke med rene Ord er forbudt en Regering, er tilladt den.