154
Social Pessimisme.
Væld, som her har sit Udspring. 0g denne inderliggørende, mildnende og sammenholdende Magt er ikke svækket, fordi Livets ydre Orden er bleven en anden end den var, da man ikke kendte andre Samfundsformer end dem, der grundedes paa Blod og Naboskab. Familien kommer netop først til sin Ret, naar den ikke længere er det eneste, eller saa godt som det eneste Samfund. Magtforholdet træder da tilbage; de Elementer udskilles, som i den gamle Familie altfor meget mindede om et Forhold mellem Hersker og Beherskede[1]. Den almindelige Frigørelsesproces er ogsaa kommen Familien til Gode; dens egentlige Væsen har først kunnet udfolde sig, efter at det gamle, patriarkalsk ledede Fællesskab var ophørt. Ikke blot virke altsaa endnu de samme Kræfter i det menneskelige Liv, som for Aartusinder siden; men der er endog Grund til at tro, at de virke under heldigere Vilkaar! —
Og selv om Individerne udenfor Familien ere komne til at staa mere i Kontraktforhold end i naturligt Sammenhøringsforhold til hverandre, — selv om contractus breder sig paa Bekostning af status, — saa føre dog atter disse forandrede Forhold til nye Former for Fællesskab gennem fri Association. Ikke alle Associationer have nemlig Aktieselskabets løse og selviske Karakter. Hvor der ikke blot er fælles Formaal, men hvor der arbejdes og stræbes, lides og taales i Fællesskab, vil der efterhaanden udvikle sig en Fællesskabsfølelse, et Kammeratskab, som kan faa et større Sving og besidde en større Styrke, end den rent egoistiske Forventning om bestemte ydre Formaals Opnaaelse kan forklare. Selv om Associationen fra først af indgaas fra de Enkeltes Side af overvejende egoistiske Grunde, saa vil der under samlivet og Samvirksomheden foregaa en Forskydning af Motiverne, saaledes at det oprindelige Formaal træder til-
- ↑ Den russiske Dramatiker Ostrovsky har skildret Familielivet, saaledes som det var for 40 Aar siden i Byerne i det indre Rusland. Man ser her, i hvilken Grad selv Familien under den gamle Tingenes Orden var et Tvangssystem. Hans „Oeuvres dramatiques“ have derfor ikke blot en overordentlig stor poetisk, men ogsaa en meget stor kulturhistorisk og etisk Interesse.
