170
Hedenske Sandhedssøgere.
vide vi saare lidet om denne Udvikling, og kun paa anden eller tredie Haand fra senere Forfattere. Den stoiske Tænker, hvis Indflydelse her især har været af Betydning, er den allerede som Afrikanus den Yngres Ven nævnte Panaitios. Paa Grundlag af den naturlige Trang til Samliv, som allerede Forgængerne havde antaget, og som Aristoteles havde udtrykt i den bekendte Sætning om Mennesket som et til Samfund anlagt Væsen (zoon politikon), udviklede Panaitios den etiske Betydning af Menneskekærligheden som sammenholdende Kraft. Mellem Retfærdigheden og Kærligheden stillede han Billigheden, der ikke holder sig til den formelle Ret, men tager alle individuelle Hensyn med i Betragtning. Og medens de ældre Stoikere egentligt kun antog et sandt Venskabsforhold mellem de ideale »Vise«, hos hvem Fornuften var naat til fuld Udvikling, fandt Panaitios i Menneskekærligheden et levende Baand mellem alle Mennesker, selv om de ikke have naat det absolute Ideal. Af særlig Interesse er det, at han ikke blot har holdt sig til psykologiske Beskrivelser og etiske Postulater, men har givet Grundtrækkene til en Sympatiens Udviklingshistorie, der minder om den moderne Udviklingslære. I sit Skrift »om det højeste Gode og Onde« (de finibus) siger Cicero (V, 23, 65): »Af alt Godt er intet saa beundringsværdigt og omfattende som Menneskenes indbyrdes Forbindelse, som deres Fællesskab i det, der er dem nyttigt, og som Kærligheden til Menneskeslægten, en Kærlighed, som har sin Kilde i Forplantningen, idet Afkommet elskes af Forældrene og hele Huset holdes sammen ved Forholdet mellem Ægtefæller og mellem Forældre og Børn, men som derpaa efterhaanden udbreder sig udad til, først ved nærmere og fjernere Slægtskabsforhold, saa ved Venskabsforbindelser, ved Naboforhold og ved Sammenslutning i borgerlige og offentlige Forhold, indtil den tilsidst omfatter hele Menneskeslægten.« Der er i disse Ord antydet en successiv Udvikling af Menneskelighedsfølelsen fra snevrere til videre Kredse, betinget ved den Maade, hvorpaa Menneskene af indre Drift og ved Forholdenes Magt komme til at leve, virke og lide sammen, en Udvikling, der ganske stemmer med den Maade, paa hvilken den moderne Sociologi opfatter Sagen. Den første
