Side:Høffding - Mindre Arbejder.djvu/203

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er valideret

189

Filosofi som Kunst.

III.

Hidtil have vi kun betragtet den filosofiske Kunst i dens Forhold til Ideerne, til Tænkningens sidste Hypoteser. Endnu klarere viser denne Kunsts Nødvendighed sig, hvor det gælder praktisk Livsførelse. Det gælder her ikke blot om Kontemplation og Teori, men om Handlen. Vi have ikke mere at gøre med den teoretiske Filosofi, med Forsøget paa at udvikle en Verdensanskuelse, men med Filosofien som Etik. Ogsaa her viser det sig, at der er en kunstnerisk Afslutning og Gennemførelse, som Teorien ikke direkte kan bestemme. Den filosofiske Etik kan kun give de almindelige Principer: den praktiske Anvendelse i det enkelte bestemte Tilfælde, under de aldeles konkrete Forhold, kan ikke direkte udledes af dem. Og hvad der ogsaa her vil vise sig at være den store Kunst, er det at forene Modsætninger i sig. I det personlige Forhold til Erkendelsens Resultater gjaldt det at forene Troens Frejdighed med stadigt fortsat Drøftelse, Blikket for det Store med Sansen for de smaa Betingelser. I den praktiske Livsførelse gælder det om Foreningen af Modsætninger som Erindring og Haab, Opgaaen i Øjeblikket og Stræben efter omfattende Formaal, Hævdelse af den egne Individualitet og Hengivelse til Noget, som ligger ud over denne, uvilkaarlig Udfoldelse af Livet og vilkaarlig Indgriben. Mange flere Modsætningsforhold vilde der her ved nærmere Undersøgelse være at nævne, som den personlige Kunst skal forbinde til Enhed paa en Maade, som ingen almindelig Formel kan lære, da Betingelserne baade i Grad og Kvalitet er forskellige for hvert Individs Vedkommende, og da Løsningen tilmed ikke kan naas én Gang for alle, saaledes som en Sætning staar fast, naar man blot én Gang har faaet den bevist[1]. — Kun et Par af disse Modsætningsforhold skal jeg her dvæle lidt ved, for at oplyse dem ved Eksempler.

En Fare, der truer, naar Livsførelsen ikke længere skal bestemmes ved Overlevering og Autoritet, men ved fri Erkendelse, er, at det Uvilkaarlige og Umiddelbare bliver kuet

  1. Smlgn. min Bog: Søren Kierkegaard som Filosof. p. 44—48.