10
Om Realisme i Videnskab og Tro.
Den véd ikke, om der er et Maal, henimod hvilket hele Tilværelsen styrer, men den finder i sig selv ikke nogen Umulighed i den Antagelse, at hele denne store Natursammenhæng med sine ubrødelige Love og sin fast sammenkædede Række af Aarsager og Virkninger er som en stor Husholdning, en Verdensorden, hvor Udvikling og Opløsning skifte, men hvor der dog gennem al Bølgegangen sker en Forøgelse af det Værdifulde gennem højere Livsformers Opstaaen.
IV.
Allerede ved de sidste Betragtninger ere vi førte fra Videnskabens Omraade over paa Troens. Ti det mest almindelige Skelnemærke mellem Videnskab og Tro er, at hin forsker efter Tilværelsens Love og indre Sammenhæng, medens denne spørger om Tilværelsens etiske Betydning og Værdi.
Naar vi definere Begrebet Tro paa denne Maade, existerer der ingen nødvendig Strid mellem Videnskab og Tro. Videnskaben begrunder og forklarer, Troen vurderer. Begges fælles Grundlag er den for vor Erfaring tilgængelige Virkelighed. Dennes Love søger Videnskaben, støttet til de naturlige Aarsagers Princip, og Troen udtaler den Værdi, som denne lovbestemte Virkelighed maa have for os i Kraft af vore Idealer. Forklaring og Vurdering behøve ikke at udelukke hinanden. Hvad der staar for os som højt og herligt, som skønt og godt, kan dog derfor have haft sin naturlige Udviklingshistorie. Kun de falske Værdier forsvinde, naar Forklaringen er vunden. Naar vi tro paa, at Verdensudviklingen er Mere end et Spil af Atomer, at der — om det end sker gennem megen Kamp — arbejder sig noget Godt og Værdifuldt frem gennem den, saa udelukker denne Tro ikke en lige saa fast Overbevisning om, at dette Resultat kun naas gennem en fast sammenhængende Aarsagsrække.
Grunden til, at vi alligevel skelne mellem Tro og Viden, er dels, at den ideale Vurdering i og for sig ikke udsiger
