26
Tvivlens Historie i den nyere Tid.
det menes, at uden Troen paa guddommelig Gengældelse vinder Moralen ingen Magt i den menneskelige Verden. — Denne væsentlige Forandring er et af de vigtigste Resultater, Skepticismens Historie kan opvise.
II.
Den sidste Del af Dr. Starckes Bog søger at vise Nødvendigheden og Muligheden af, at »den skeptiske Brod trækkes ud.« Han behandler i den Anledning en Række erkendelsesteoretiske og etiske Problemer paa en skarpsindig Maade, men saaledes i det Enkelte, at jeg paa dette Sted ikke kan følge ham, men maa holde mig til nogle Hovedpunkter. Og jeg vælger da her, ligesom i det Foregaaende, især saadanne, hvor jeg afviger fra ham.
Først og fremmest rejser sig det Spørgsmaal, om han har Ret i, at den »skeptiske Brod«, som er tilbage, kan og skal trækkes ud. Afgørelsen heraf vil naturligvis for en Del bero paa, hvor meget man lægger ind i Ordet Skepticisme. Jeg har i det Foregaaende søgt at vise, at Dr. Starcke tager noget for tungt paa den ældre Tids »skeptiske« Forfattere, idet han gør den skeptiske Metode til Et med absolut Skepticisme og undervurderer de positive Grundtanker, for hvilke man ved Tvivlen vilde skaffe Plads. Dersom man i Begrebet Skepticisme lægger Uro og Mistrøstning ind som nødvendige Træk, saa kan der neppe være Strid om, at Skepticismen er et underordnet og forbigaaende Fænomen. Den skyldes da væsentligt en Slags Kontrastvirkning. Dogmatismen lovede Guld og grønne Skove, Svar paa alle Spørgsmaal, Afslutning af Tankens Arbejde. Den nyere Erfaringsvidenskab og Filosofi kan ikke give saadanne Forjættelser. Den lover os Fremskridt i det Enkelte, nye Kendsgerninger og større Klarhed, hvad Principerne angaar, og den peger henimod en stor, indre Sammenhæng i Alt; men den rejser tillige stedse nye Problemer, opbyder stedse nyt Arbejde, fordi der stedse frembyder sig nye Skranker at flytte. Som der ingen absolut Hvile findes i den ydre Natur, men Alt er i Bevægelse og Virksomhed, saaledes gælder dette særligt
