46
Om Vitalisme.
længe Livet varer. Det at kunne dø er derfor et Kendemærke paa det Levende. —
Utvivlsomt er det, at Opmærksomheden overfor disse Punkter er bleven skærpet i de senere Aar. Tvivlsomt er det derimod, om der derved virkeligt er kommet et nyt Stadium frem i den gamle rytmiske Proces, saa at Navnet Nyvitalisme kunde være berettiget. Hvor vidt man vil strække Navnet, kan i hvert Tilfælde være tvivlsomt. Forskere som Giulio Fano (La fisiologia come scienza autonoma. Genova 1884) og Hans Driesch (Die Biologie als selbständige Grundwissenschaft. Leipzig 1893), der kun ville hævde Biologiens Selvstændighed over for Kemien og Fysiken, kunne kun uegentligt kaldes Nyvitalister. Derimod passer Navnet paa G. Bunge (Kapitlet »Vitalismus und Mechanismus« i »Lehrbuch der physiologischen und pathologischen Chemie«. Leipzig 1887), der næsten fornyer Stahls Animisme. Fra indbyrdes meget forskellige Standpunkter have Haeckel, Verworn og Rindfleisch udtalt sig i lignende Retning[1].
Det vil have sin Interesse at sammenligne Nyvitalismen
med den klassiske Vitalisme for at se, om den, som Nogle
(f. Eks. Mosso i sin Afhandling »Materialismo e Misticismo«
i Nuova Anthologia 1. Decbr. 1895) mene, er Tegn paa en
Tilbagegang, eller om der i Forhold til tidligere, mere eller
mindre beslægtede Retninger kan paavises Forskelle, der
tyde paa Fremgang. En saadan Sammenligning kan føres
tilbage til tre Hovedpuukter.
1) Den klassiske Vitalisme mener, at der ved Antagelsen af en »Livskraft« er naaet en afsluttende, positiv Forklaring. Men for de mest kritiske Forskere, som Nyvitalismen tager
- ↑ Paa den betydningsfulde Forskel mellem de Opfattelser, der ofte under Et betegnes som Nyvitalisme, har allerede Felice Tocco gjort opmærksom i sin Afhandling „Le disfatte della scienza“ (Nuova Anthologia. 1. Marzo 1896).
