97
smukke Kostumer og — muligvis — smukke Damer.
Saa traf han atter sammen med Grossererens Frue.
De danser da? — spurgte hun,
Nej, jeg løber kun paa Skøjter! — svarede han med sit Smil.
For Guds Skyld! — bad hun — slut ikke Forestillingen som sidst! Og hun tog hans Arm og sagde, at han maatte vise hende Karrikatur-Billedgalleriet.
Han var en daarlig Cicerone her. Det mærkede hun; og det sagde han hende for Resten selv; thi da hun var meget utvungen, saa blev han ogsaa utvungen og fortalte hende, hvilken Snegletilværelse han førte.
Denne sin Tilværelse berettede han hende hverken sentimentalt eller forceret. Han havde stadig den lille lette Ironis fine Knebel klingrende inden i sin Eneboerklokke. Det bemærkede hun. Og hvorfor saa ikke søge at erfare, af hvad Grund han levede saa ensomt? Muligvis fra Begyndelsen en Dame med i Spillet? — Hun brugte sine Øjne paa ham. Han var nu tilfældigvis af den Slags mandlige Ikke-Skønheder, der tiltalte hende. Og saa, naar man saa’ nærmere til, saa var han dog en køn Mand, kraftig med noget Fint, trods alt det Skødesløse i Holdningen, noget, der maatte kunne rette sig i Vejret ligesom ved en Staalfjeder … Skade at han ikke dansede!
7
