105
Jeg véd ikke af noget …! —
Naa, — naa ja. Ja der bliver for Resten. et stort Selskab. To Gange om Vintren, forstaar De, samles Elitekorpset …! —
Og De mener, at jeg hører med dertil? — spurgte Christensen med et lille tvungent Smil.
Det kommer bare an paa Dem selv. Farvel; jeg skal hjem og spise! —
Da Christensen kom hjem, fandt han Invitationskortet. Det var overordenlig sirligt; det lovede noget.
Om Torsdagen, Kl. 5 præcis, mødte Christensen i fuld Galla. Han hadede den Manér hos Kunstnerne at vise sig med krøllet Skjortekrave eller sjusket Slips. Som om det stak deri! plejede han at sige.
Om der ikke var de fineste Papirer i Købmandsverdenen, saa var der fint Papir nok — alle de yngre fremragende Børskapaciteter med Fruer, og Notabiliteter blandt Militære, Videnskab og Kunst. Christensens gamle Professor var der.
Det var Husets Bryllupsdag, som tillige var Fruens og den lille Adelaides Fødselsdag.
En stor Fest; en mærkelig Kombination, noget meget taknemligt at holde Taler over … eller, som Christensens Sidemand Landskabsmaleren sagde: det er noget, som Rekrutter i Faget kan indøve sig paa! Og han holdt selv en — og den gjorde stor Lykke, særlig ved alle de »zünftige« Udtryk, der parredes med
