3
Menneske, ligeledes i Kittel, paa det eftertrykkeligste i Ansigtet med to fede Labber, saa fyldige som to smaa Lammestege.
Slip ham! raabte Manden fra Gaden.
Den Fede saa’ sig forbavset tilbage. Han vendte et blegt, oppustet Ansigt med stort purret Haar om imod den Indtrædende. Hans Hoved ludede frem efter, han havde et dvask og paa samme Tid lurende Udtryk i Øjnene:
Hva’ — hvem er De? —
Det skal jeg sige Dem, naar De svarer mig paa, hvorfor De mishandler det Menneske dér!
Menneske — he! Det er min Læredreng. Lad De bare enhver skøtte sit! —
Der var en drillende Uforskammethed i den drævende Maade, hvorpaa Ordene kom frem. Manden fra Gaden blev rød i Ansigtet:
Ingen har Lov til at mishandle sin Læredreng, og dette er en Mishandling! —
Saa — aa? man Skulde maaske lade sig spille paa Næsen? Man skulde maaske lade saadan en Lømmel gaa og drive over en Dør en hel Uge? Man skulde maaske ikke turde se paa saadan en Laban, som man har i sit Brød hva’? Se De bare til, at De forlader dette Lokale, Højstærede. Her har De vistnok ikke noget at gøre! —
Den Fremmede bed sig i Læben og begyndte allerede at trække sig tilbage under den stadig tiltagende Ordstrøm. Han var her paa fremmed Grund, og hvad Ret havde han vel til
1*
