157
nedrelses og Elendigheds Tilstand. Han syntes, at han havde sovet i London, at han slet ikke havde haft Øjnene op. Han begyndte at gaa ud paa egen Haand; og han tog sin Tegnemappe med. Han var temmelig daarlig klædt, han sluttede nyttige og nødvendige Bekendtskaber med Politimændene, og han var temmelig forsigtig i hele sin Optræden: alligevel lykkedes det ham kun at samle faa’ Modelstudier. Det londonske Pandæmium er ikke saa ubetinget stemt for at udlevere sine Typer til en Fremmed, der, naar alt kom til alt, hverken kunde præstere Beviser for Indbrudstyverier eller et lille Mord. Og hvad Christensen forskaffede sig i sin Mappe, maatte han for Størstedelen tilvende sig i Smug, ofte gengive efter Hukommelsen.
Kunstneren var oppe i ham; han kunde ikke bortræsonnere denne Trang, denne Kløe i Fingrene, denne uvilkaarlige Gnistren i Øjet, naar han havde opdaget et ret virkningsfuldt Interiør med mandlige og kvindelige Personer, der kunde have givet en hel Suite Nederlændere fuldt op at bestille.
Han tegnede — han malede ikke; det var han nu engang kommen paa det Rene med, at det nyttede ikke noget. Men indenfor Tegningens Grænser nægtede han sig intet: han brugte Sod, Tusch, Blæk, Stub, Fingren, Staalpen, Rørpen eller Blyanter. Der var kommen en Raptus over ham efter at faa Papirets hvide Tone paa alle Maader til at forsvinde. Og denne Haand — det nyttede ikke, at han selv søgte at nægte det —
