176
forlangte et Indhold deri, som de enten ikke forstod eller ikke vilde forstaa. De kaldte "ham smilende en »Germaner«; han svarede med Ivrighed, at den tyske Skole, som saadan, ikke havde hans ubetingede Sympathi. Ja, hvad det da var, som han savnede i den franske Kunst? Her blev han i Forlegenhed for Svaret — og da de antog, at det var Sproget, som lagde ham Hindringer ivejen for at udtrykke sig klart, saa var de elskværdige nok til at afskære yderligere Drøftelse ved at beundre et og andet Studiehoved, som de fandt i hans Mappe.
Det var ikke Sproget! Han studerede det ivrigt, han gik i Theatrene, læste Bøger og indlod sig i Samtaler. En saadan indledet Samtale, en Aftenstund paa en lille, uanselig Restauration, bragte ham i Forbindelse med nogle unge Kunstnere, der dannede en afsondret Kreds, som betragtedes med Respekt og hemmelig Ærgrelse af de Overfladiske, og som indgød de ansete og navnkundige Kolleger en Ængstelse, der afvekslende skjultes under Ringeagt og ytrede sig i Forsøg paa at drage Kredsen over til »Opinionen«.
De unge Mænd vare netop bestemte paa at føre Krig med »Opinionen«, med det Konventionelle, den akademiske, saa vel som den u-akademiske Rutine. De gav ikke de ældre Kolleger noget efter i Flid. De arbejdede tidligt og silde. Der var en Alvor over dem, en Ihærdighed, næsten en fanatisk Iver, som gjorde det
