181
Og dog — her var ikke det, han søgte; eller han var ikke Manden, som kunde hjælpes paa denne Maade. Hvergang han kom fra Louvre, med Sindet opfyldt af hvad han dér havde set, og hvergang han tænkte paa den nuværende Kunst, paa den, der havde Opinionen for sig, eller paa de unge Mænd, der vilde skabe en ny paa den gamles Ruin — hvergang han i det hele taget saa’ paa denne smilende By, der synes at indbyde alle, baade Indfødte og Fremmede, til at tage Del i Glæde og i Arbejde — saa kom det over ham, i et Sæt, med en egen frysende Fornemmelse, at her ganske vist var mange, der glædede sig uden at arbejde — men ogsaa mange, der arbejdede uden at glæde sig — at her ubetinget var Mangel paa dem, der havde den sande, dybe Glæde i Arbejdet. Det kom over ham, naar han saa’ denne Travlhed, disse spændte Miner, hvad enten det gik til Dagens alvorlige Gerning eller til Forlystelsernes Hvirvel, at her var en Tidsalder, som ikke var hans, ikke rummede Maalet for hans Længsel, hans Sympathi, ikke besvarede hans hemmelige Ønsker — men tværtimod vendte sig med ligegyldigt, overlegent, fremmed Udtryk fra ham og lod ham endnu mere ene i Hvirvlen, endnu mere overladt til sig selv. Og det kom over ham, at selv om her skete en brat Omvæltning, selv om man vendte Tingene ret brutalt paa
