184
Utal af Villaer og Smaaslotte mellem Haver og Parker i et bølgende Terræn, gennemskaaret af Floden og kranset med Forter.
Urtekræmmerens, Bankierens eller Adelsmandens Villaer og Slotte ere alle ens, lige kokette, nysselige og i Længden kedsommelige — tænkte han. Og han saa’ kokette Damer bag Havernes Gitter — og elegante smaa Herrer kom kørende; — der var meget faa Fodgængere; — det var, som om enhver her var forpligtet til at holde Hest og Vogn.
Og han skyndte sig videre, og kom til de smaa Landsbyer, nyopfiksede Fornøjelsespladser med Anløbssteder ved Floden.
Overalt Kunstnere, Artister med deres Apparater, hvortil ogsaa Veninderne syntes at maatte regnes. En fortvivlet Masse Kunstnere! gentog han for sig selv. Herregud! naar slipper man dog for dem?
Han besteg en Bakke, hvorpaa der laa et Fort. Og han saa’ over mod andre Forter i en stor Rundkreds, der spændte om den berømte, interessante By, som Seinen med sit blinkende Baand deler i de to tidt beskrevne Halvdele. En let Dis af Røg, hen over en Slette af blaanende Tage og Kupler, spredtes netop af en jævn Brise; og Solen syntes bag sine Flors Skyer at kokettere med den smilende By. Nôtre-Dames to kullede Taarne kom tilsyne, ganske som om Billedet kunde være valgt til Titelvignet paa en af disse utallige Bøger,
