200
som nu er spredt omkring. En Bro’r af mig faldt i Algier. Han kunde tegne, og min Fa’r lovede sig meget af ham.
Det var daarlige Tider for Landmanden. Min Fa’r døde, da jeg endnu knap var voksen. Han vilde haft mig til at blive Læge — det var hans Ærgerrighed. Min Mo’r sad haardt i det. Nu maatte jeg tage Tjeneste hos vor Nabo Forpagteren. Jeg havde tidligere vogtet Kreaturer — endskøndt Fa’r ikke syntes om det — og jeg havde faaet en stor Kærlighed til Dyrene; den har da ikke forladt mig siden, kan jeg tro.
Jeg tegnede allerede dengang; først paa Mure og Dørfyldinger, saa i Bøger, som jeg tuskede mig til. Jeg var meget paa Marken, paa Heden og i Skoven. Det sidste Sted sneg jeg mig til at komme ud i; jeg læste derude Alt, hvad jeg kunde faa fat paa — og naar jeg kom hjem, saa tegnede jeg, hvad jeg kunde huske: Træer, Dyr, Arbejdere paa Marken, og desuden en hel Del gruopvækkende Kompositioner efter Guizots Civilisationshistorie.
Forpagteren saa’ skævt til mine Udenomsbeskæftigelser. Han havde jo paa sin Side Ret. Jeg var i hans Brød, og jeg forsømte mit Arbejde. Min stakkels Mo’r græd, mine Søstre skændte; men jeg var nu fast bestemt paa, at jeg vilde være Maler. Hvorledes dette skulde gaa til, havde jeg ikke nogen klar Forestilling om. Man skulde blot se at komme til Paris! vidste jeg. Det havde en omrejsende Malersvend fortalt mig.
