296
Hun rejste sig, betragtede ham et Øjeblik alvorlig og forskende. Saa smilede hun igen:
Man har vist mig herhen til Dem — til Deres Tegneinstitut. Jeg er nylig hjemkommen fra Udlandet — sidst fra Frankrig. Ved et Dødsfald er den engelske Familie, hvor jeg var Opdragerinde for Børnene — men ikke den Familie, som De dengang saa’ — bleven opløst. Nu er jeg her, hos en Veninde af mig. Jeg vil atter se at komme ud — da min egen nærmeste Familie er død, og da jeg har saa faa Bekendtskaber herhjemme. Men baade i England og hvor jeg ellers har været, savnede man hos mig Færdighed i det »Fag«, som jeg nu gerne vilde have Undervisning i hos Dem! Man har i Et og Alt anbefalet Dem — og jeg véd virkelig ikke, hvor jeg ellers skal henvende mig — da jeg jo netop ikke vil søge til nogen Kunstner! —
Han drog et lille befriende Suk ved denne Forklaring. Og dog — saaledes er nok vi Mennesker — og dog var der ved hendes Betoning af Ordet »Kunstner« en fin Streng indeni ham, der gav sig hel uvilkaarlig til at dirre. Var han ærgerlig derved —? var det blot noget forbigaaende, ligegyldigt Noget, som hun jo ikke kunde have nogen Anelse om — og som han forlængst havde jaget paa Døren …? Han hverken tog sig Tid eller kunde tage sig Tid til at udrede denne tilsyneladende Modsigelse. Hendes Blik var spørgende hæftet paa ham. Han svarede:
