302
Paa en saadan Aften — som maaske endda, naar det kommer højt, kan have en halv Snes lignende efter sig — paa en saadan Aften fornemmer vi opdukkende i os en af de reneste menneskelige Følelser: Taknemmeligheden … Vort Bryst løfter sig; uvilkaarligt vil vi forme vore Læber omkring det lille, vægtige Ord Tak! Vi véd ikke, hvem vi skal adressere det til. Skal vi sige: Forsynet — eller: Naturen — eller …. naa ligemeget. Vi indsuger denne stille, frodig-fugtige, hverken kolde eller varme Luft, hvori ligesom utallige Mulighedsværdiers Spirer ligger gemte. Det er noget ganske paafaldende dette, at det ikke blæser. Vort Øje mættes af den langsomt svindende Dags rolige, dæmpet-straalende Lys — og gennem vort Øje modtager Hjærnen lutter beroligende, længselsfuldt-blide, paa samme Tid sundt-menneskelige og sentimentale Indtryk. Det ophører at være Eftermiddag — det bliver Aften. Men Solen, der dukker sig under Horisonten, leger kun Titit med Mørket. Det ophører at være Aften — men det bliver ikke Nat. Træer og Buske, Møllevinger og Vinduesruder, Vandspejlets Flade, og Menneskenes Sind og Tanker — Alt vender sig med dvælende Andagt mod det gyldne Lys, som ikke svinder. Alle tilhvisker den lyse Nat deres Hemmeligheder. Hvis vi var Pantheister her hos os i Norden, saa formede vi denne Nat i Skikkelse af en dejlig, drømmerisk Gudinde: og hun havde Stjærnens blide Smil i Øjet, og
