311
De gik igennem Haven, som nu laa i dybe grønne og violette Skygger. Det udsprungne Løvs mørke Masser hang fugtig-friskt over Gangene. Christensen foreslog Vejen op over Slotsterrassen. De passerede forbi alle, disse Bænke, hvor Parrene sad hviskende eller tavse — man saa’ dem ikke længer, man anede dem akurat. Inde bag Gitret, som skiller den zoologiske Have fra Slottets Terrasse, hørtes i den dybe Stilhed en enkelt svag Plasken eller et skarpt Skrig. Lyden kom fra Bassinet for Vade- og Svømmefuglene — og denne Lyd havde noget underligt natur-vildt ved sig, som gjorde Christensen distrait. Han ønskede allerede, at han var alene — langt borte herfra ved Issefjordens Munding, eller i en Baad paa Kallebodstrand.
Hans Tavshed virkede paa Selskabet. Hollænderinden vilde over ved Udsigtsterrassen og se Maanen staa op over Byen — saaledes som da hun sidst havde været her! Hun forklarede, hvorledes den havde set ud som en stor Lampekupel med rødt Silkepapir over …
Ja, eller som en Ejdammerost| foreslog Christensen. Men Maanen vilde ikke komme op, hverken i Skikkelse af det ene eller det andet. Det var nok ikke dens Tid — den vilde maaske først vise sig henad Morgenstunden — og saa længe bliver vi dog vel ikke her! sagde Christensen.
