330
det at faa Støvlerne med de mange Knapper af Fødderne.
Han var fuldt optaget af sit Arbejde, tænkte hverken paa sig selv eller paa hende, eller paa Stedet, hvor han befandt sig; tænkte blot paa at faa hende bragt til Ro i en bekvem Stilling — som man bringer sin Hustru til Ro, naar hun er syg, eller et Barn, naar man giver Faderens Rolle i Hustruens eller Barnepigens Fraværelse.
Kun én Gang slog hun Øjnene op. Og der var en Vrede, næsten et Had i det afmægtige Blik, som hun sendte denne Fremmede dér, bøjet over hende, løsende hendes Klæder, nu og da med en utaalmodig Grimace, lige til det inderste Stykke af Kvindens Paaklædning.
Han mødte hendes Blik. Han løftede hendes Arm, den fine, slanke Arm med den hvide Haand, trykkede ærbødigt et Kys derpaa, og sagde: Sov mit Barn! og tænk om mig, at jeg er en Læge, der hjælper en Tilskadekommen! —
Atter faldt Dvalen over hendes Øjne. Hun lukkede dem, og sagde tonløst, ligesom langt borte fra — med en ydmyg-inderlig Stemme, der gik ham helt igennem Hjærtet: Saa tag mig Natkjolen! i Komoden — midterste Skuffe tilhøjre — … siger jeg …! Og hulkende, men stadig dæmpet søvngængeragtig, fjærnt borte fra, stillejamrende, raabte hun: Aa Mo’r — Mo’r!….
