363
Jeg vilde ønske, De havde hørt Betoningen! Desværre, sligt er ugengiveligt.
Jeg blev ved at gentage sagte, medens vi spaserede omkring og standsede ved Kunstgenstandene: Det er malet — aa, det er malet! Og jeg tilføjede ved mig selv: Det er intet Liv, ingen til Kød og Blod bleven brændende Tanke, vristet med sikker og mægtig Haand ud af Kunstnerens Hjærne — osv., osv.
De kender mig, naar jeg begynder, kære Veninde! Nu skal jeg være skikkelig, kun refererende.
De skulde set hende paa Thorvaldsens Museum! Straks da vi kom indenfor, standsede og studsede hun. Det var, som hendes Blik vilde sige: Gaar dette virkelig an — det er jo et nøgent Menneske! Men da hun saa’ lutter saadanne omkring sig, var hun øjeblikkelig »med«; og vi maatte det Hele igennem fra Loft til Kælder. Skulpturen faldt absolut mere i hendes Smag end Maleriet. Thorvaldsens Ynde, hans Skønhedsglæde, hans lidt afdæmpede, sunde, klare Fornøjelse over Mennesket virkede paa dette vilde Menneske anderledes end jeg havde tænkt. Man tænker virkelig altfor tidt ud fra sig selv, naar man vil tænke for eller om andre! Hans Mangel — i mine Øjne — paa det Kraftfulde, det Energiske, det (i god Forstand) Raa — blev hos dette provinsielle Naturprodukt en Dyd, en Fuldkommenhed. Hvem skulde nu
