29
Karsten fik først Øje paa ham; og han fo’r op og hen til Rækværket ud imod Stien. Men Pigen gik tilbage gennem Haven, rask henimod Faderens truende Gestalt, lige som en modig lille Hund, der gaar løs paa en Elefant. Og det større Dyr syntes virkelig at holdes i Ave af den lille Uforfærdede.
Den ellers saa kejtede, opløbne Malerlærling havde svunget sig med en Gymnastikers Lethed over Rækværket. Hr. Christensens Haand hvilede paa hans Skulder:
Hej du …? —
Lidt flov, lidt ynkelig pegede Karsten ind mod Parret, der tilsammen gik over Gaarden og forsvandt i en Portaabnings dybe Mørke:
Det er Mesters Datter … hun har altid lagt et godt Ord ind for mig. Hun kan regere Mester! —
Meget smukt af hende! sagde Tegnelæreren tørt. Men beskylde dig for Ridderlighed — det vil jeg ikke. Kom! af Sted! —
II.
Hvor han boede og hvordan han levede.
Naar Solen paa Vandringen over den høje Himmel …. saadan var det, man engang begyndte.
