430
— han var kæmpestærk, havde aldrig været syg — vilde blot skrive nogle Linjer, som hun skulde besørge.
Han satte sig ved Bordet, holdt paa sit Hoved med den ene Haand, følte Benene blive ligesom lamme, og skrev med Blyant paa et afrevet Stykke Papir:
Frøken Helene! Jeg har aldrig været syg, og véd ikke, hvorledes det er, naar man skal til at dø.
Lad os sige, at jeg skal til det. Vil De komme? Jeg har en lille Pakke Hjærteudgydelser fra mine Rejser — og nogle Breve, som jeg nødig vilde vide i andre Hænder, end Deres — Deres!
Og saa vilde jeg gerne trykke Deres Haand, — Skulde De kende en Læge, helst en yngre, som ikke gør for meget Vrøvl og som f. Ex. kunde sige mig, hvor langt jeg har tilbage — saa maa De gerne tage ham med. Men De skal ikke vente altfor længe.
I. F. C.
Derpaa tumlede han i Seng og blev liggende. Den lille Hund, som Kirstine havde sendt, kom hen og slikkede hans nedhængende Haand.
Han sagde med Besvær og sørgmodig: Nej, Du kan ikke hjælpe mig nu …!
Det forekom ham, at hans Hoved var blevet meget stort og at hans Hænder var kommen i
