437
absolut emanciperet fra al Konveniens — at Stofferne var gengivet med naturalistisk Troskab (f. Ex. Lagener, et Par Tøfler under Sengen, nogle Medicinsflasker osv.) — og at dette med »Døden« rigtignok var en Kaprice — men at den højt ærede Knokkelmand var gjort med al mulig Discretion — egenlig kun som en Skygge, der falder igennem Værelset — at Døden forøvrig er en »Realitet« — at man kan forsvare at tage den symbolsk med i en Sygestue — og at det, der forøvrigt »bar« Billedet, var saaatsige »Luften« i Værelset. Man kunde ligesom spore Miasmerne — indaande Bakterierne.
— — — — — — — — — — —
Christensen købte sig denne Avis, udklippede de to sidste Linjer og sendte dem tilbage til Redaktionen med en kort Protest. Saa standsede han en Dag foran sit Billed. En af de Ældre kom hen imod ham, tog ham i Haanden, talte alvorligt, fornuftigt, med Anerkendelse, med Selvfølelse, med gode Vink, med en lille Bebrejdelse, med nogle Spørgsmaal … og de skiltes som gode Venner.
Straks efter kom de Yngres Fører, en blond, velvoksen ung Mand, med et behageligt, aabent Ansigt, stort Skæg, et Smil i de lidt missende Øjne — et Søndagsbarn, hvem Lykken har kastet sine forelskede Blikke paa, og som undgaar at besvare dem — hvad der ikke er saa dumt gjort overfor en Gudinde!
