67
god Grund, det kongelige danske Akademi for de skønne Kunster arbejdede paa at udvikle hos sine Elever. Ivar Christensen havde et Hus — havde et Rygstød — havde Tiden for sig! Naar han blev et halvhundred Aar, vilde han nok gøre Kunsten, Akademiet og Landet Ære. Indtil den Tid kunde han jo dyrke sine Særheder i Ro; ja, da han oven i Købet viste sig at være en god Tegner, saa var der Udsigt til en Lærerplads i den yngste Frihaandsklasse … blot vente! og helst: graa Haar!
Ivar Christensen smilede. Han sad hjemme i sit Hus og smilede. Og den Dag, da Akademiets Tjenere efter Udstillingens Slutning kom med det store Billed, saa fik han den forgyldte Ramme skruet fra hinanden og lagt op paa Loftet. Lærredet skar han ikke med en Kniv af Blendrammen, nej, med en Knibtang pillede han Sømmene ud, rullede den store Dug sammen og fik den stillet ind i det høje Skab i Væggen, dér, hvor adskillige halvfærdige og blanke Lærredsruller stod i Forvejen. Saa fik de røde Liberitjenere til en høj Snaps — og de hilste med Respekt paa Husejeren, og gik hen paa den nærmeste Beværtning for at drøfte Kunstens og Kunstnerens Stilling til Hus og Hjem, Land og Folk, Forgyldere, Farvehandlere og det »bestillende« Publikum!
5*
