472
N. Rasmussen.
igjennem, og da bliver han bitter, varslende, næsten truende, men helt frit Løb faar Lidenskaben aldrig. Derimod giver han af og til en ædel Varme Tøjlen, og da kan han være ligefrem sympatetisk. Det er interessant at iagttage ham som Taler. Naar han rejser sig veed man, at nu faar man Venstres Ord at høre, og man lytter efter. Det er i det hele ikke vanskeligt at vinde Landstingets Øre, men Rasmussen kan dog gjøre Regning paa det i højere Grad, end de fleste. Den lange, magre, knokkelbyggede Mand med det sygelige Udseende, det stærke Skæg og Haar og de dybtliggende, kloge Øjne ligner meget en fanatisk Sekterer, naar han taler. Han taler langsomt og sindig, men med et vist Eftertryk og med en egen udtryksfuld Gestus med Haanden. Foredraget er iøvrigt ganske jævnt, Stemmen er almindelig, og han taler fuldstændig paa Bondevis uden alle Kunster; men Betoningen er ejendommelig, og han ynder at lægge noget profetisk, varslende over sin Tale. Hans Tanke er altid klar, hans Argumenter jævne og velordnede, men under det hele sporer man en tilbagetrængt Lidenskab. Der kan være noget betagende ved dette, noget, der paa en Gang vækker Sympati og virker uhyggeligt.
Der er ingen Tvivl om, at der paa Bunden af ham gærer en mægtig Fanatisme, men den holdes tilbage af hans Klogskab og hans Beregning. Han er virkelig politisk anlagt, og han forstaar at veje Maal og Midler. Derfor behersker han sig, derfor kan han til Tider fornægte sin Natur og være virkelig moderat. Det var han under Fællesudvalget ifjor, da han af al Magt og med en ærlig Vilje stræbte efter et hæderligt Forlig, og hans varme, varslende Ord under den sidste Finantslovskonflikt, som hans Sygdom iøvrig hindrede ham i at følge igjennem alle Studier, betegnede en Stræben i samme Retning. Han har Magt over sig selv, saalænge hans Klogskab tilraader det, men vee Højre den Dag, han kunde svinge Sværdet og slap sine Lidenskaber løs. Han hører til dem, man kunde finde paa Barrikaderne. Der er ingen Tvivl om, at han er rødere end de fleste, rødere end han tør være ved for sine Meningsfæller. Han hører til de Bønder, der fra Forfædrenes Forurettelser bærer paa et bittert Nag til de højere Samfundsklasser og da særlig til Godsejerne.
