132
Og hun lukkede sine Øjne:
Jeg tænkte det før, jeg vilde flygte. Men er det det Rette, Uovervindelige, så følger jeg dig i det! Så tag mod hele Lasten her, I Skove!
„Ih, Hr. Helge Kolind, at se Dem her! Velkommen tilbage! Og De har Deres Frue med? ih nej!“
To sorte Øjne spillede fra Helge til Eva; i stortærnet, engelsk Sækkejakke, med Knæbuxer trippede en lille Mand om mellem Brorækværket og Troljer, Læderkufferter og Proviantkasser, gnidende de benradstynde Hænder.
„Ah, velkommen! Dér har vi vore nye Kurgæster! Tillad jeg præsenterer mig: Jagtmand, Inspektør på Sanatoriet. Oh velkommen! glæder mig, De alle befinder Dem så vel!“
Hans benede Hånd greb behændigt om den ene af de gamle Damers rystende Arm.
Med Gispen og Lallen krøb den silkeblå Pukkel fra Borde. Et langt Knokkelben i hvid Silkestrømpe stak bagud.
„Ah, sådan en Dame, se hvor let! har De frekventeret vort Sanatorium blot en Måned, svæver De som en Engel! Ah, må jeg hjælpe?“
Han sprang til og strakte Armen til Støtte for den anden Gamle. Hans gule Ansigt fortrak sig, hans Ben skrævede under Vægten af den hvæsende Dame, hvis Silkeslag boblede over Puklen.
„Ah, og Frøkenen?“
„Nej Tak!“
Jødinden drog hurtigt Armen til sig og hoppede op på Broen.
