at det varede længe før hendes Væsen med Ro og Sikkerhed kunde støtte sig til den og lade sig bære frem af den; tvertimod, hun gjorde sig megen Umag for at behage, blev ikke lidet coquet og meget pyntesyg, og hendes Øre inddrak begjærligt hvert smigrende Ord, som hendes Øje de beundrende Blikke, og hun gjemte det troligt Altsammen i sit Hjærte.
Hun var nu sytten Aar og idag var det Søndag, den første Søndag efter Fredsslutningen. Om Formiddagen havde hun været til Takkegudstjeneste og nu stod hun og pyntede sig til at spadsere en Eftermiddagstour med Fru Rigitze.
Den hele By var den Dag halvt som i Oprør, for Portene var jo først ved Fredsslutningen blevne lukkede op igjen, efter at have været stængede i samfulde toogtyve Maaneder. Alle maatte nu derfor ud at se, hvor Forstaden havde staaet, hvor Fjenden havde ligget og hvor Vore havde kæmpet; man maatte ind i Løbegrave og op paa Brystværn; der skulde kigges ind i Minehalsene og pilles ved Skandsekurvene; der havde den staaet og der var den falden, hin havde rykket frem hist og var bleven omringet her, og Alting derude var mærkværdigt, fra Kanonlavetternes Hjulspor og Vagtblussenes Kul, til det gjennemskudte gamle Plankeværk og de solblegede Horsepander, og der var en Fortællen og Forklaren, en Formoden og Debatteren, opad Volde og nedad Skandser, opad Vægge og nedad Stolper.
