stelige Herrer og Prælater, og har jeg end ikke altid set Utak og liden Skjønsomhed for min ventede Løn, saa har jeg dog mødt saa megen Vrangsindethed og Uforstandighed, at jeg vanskelig tiere tager mig en Skikkelse paa som Læremester for saa ophøjede Skolarer. Det er mig ikke vitterligt efter hvilken Regula eller Methode hans Majestæt Kongen af Danmark laborerer, saa mine Ord ingen Sigtelse mod ham kan have til Indhold, men jeg kan i al Gehejmhed bedyre, at jeg har antruffen Herrer af Rigens allerhøjeste Adel, ja salvede Fyrster og Arveherrer, der vare saa uvittige i deres Historia naturalis og Materia magica, at den gemeneste Marktskrigere ikke kan være mere bondeagtig overtroisk end som de var. De slaa endog deres Lid til det vidtudspredte, forsmædelige Landerygte, at det at lave Guld, det er som at lave en Dvaledrik eller Lægedomspillula; blot En har den rette Opskrift, saa mænges det tilhobe, sættes paa Ilden, en Formula udsiges, og saa skal Guldet være der. Saadant har Styverfængere og ignorantiske Personer udspredt — dem Djævelen have! Kan de Folk dog intet forstaa, at dersom det saaledes gik an, da vilde Verden svømme udi Guld. Vel er det som gode Autores, sikkerlig med Rette, formode, saaledes bestilt af Naturen, at kuns en vis Del af Materie kan luttres ud i Guldets Gestalt, men vi vilde dog blive oversvømmede. Nej, Guldmagerkunsten er en vanskelig og bekostelig Kunst. Der maa en lykkelig Haand til, der maa være visse
