paa, at han var glad stemt, og Marie rejste sig og gav ham Haanden som sædvanlig, lidt koldere maaske, lidt mere afmaalt, men ialtfald helt anderledes, end han havde ventet det.
Heller ikke da de blev alene, hentydede hun saameget som med et Ord til deres Møde i Lynge, og Ulrik Frederik undrede sig mistroisk derover; han vidste ikke ret, hvad Tanke han skulde gjøre sig om denne besynderlige Tavshed.
Han vilde næsten hellere, hun havde talt!
Skulde han lokke hende til at tale, takke hende, fordi hun havde tiet, give sig Anger og Bod i Vold og lege den Leg, at de bleve forsonede igjen?
Han turde ikke ret prøve derpaa, for han havde lagt Mærke til, at hun nu og da saae hen paa ham i Smug, med saadan et sælsomt Udtryk i sine Øjne, et roligt, maalende, gjennemtrængende Blik, fuldt af stille Undren og af kjølig, næsten haanende Nysgjerrighed. Ikke et Glimt af Hævn eller Had, ikke en Skygge af Sorg eller Klage, ikke et sittrende Blink af tilbagetrængt Vemod! Intet saadant, slet intet!
Derfor turde han ikke, og der blev Ingenting sagt.
Engang imellem i de paafølgende Dage, kunde hans Tanker dvæle uroligt derved, og en feberagtig Lyst til at faa det klaret, opstaa hos ham.
Men det skete ikke, og han kunde ikke lade
