«Mands Villie er Mands Himmerig!» raabte hun tilbage, «kom I nu ned i Eders!»
Da de vare nede, drejede Marie af, bort fra Slottet, og Sti Høg fulgte med ved hendes side.
Han lod tankefuld og gjorde ikke Mine til at optage den afbrudte Samtale.
«Hør nu!» sagde saa Marie, «I har saa egenlig gode Tanker om mig, Sti Høg, Vejr har jeg ingen Forstand paa, og hvad Folk taler til mig, forstaar jeg ikke heller.»
»Aa jo!»
«Men intet, hvad I talte til mig.»
«Nej.»
«Nu bander jeg: jo.»
«Bande bider intet Øje ud, veed I, uden Næve følger efter.»
«Nu da, tro det, om I vil, men jeg kjender grant nok, veed Vorherre, den svære, stille Bedrøvelse, der kommer over En, uden En veed hvorfor. Hr. Jens han sagde immer, det var Hjemsygen efter Himmerigs Rige, hvor hver Kristensjæls rette Hjemland er, men jeg tror det knap. En længes og trænges og veed ikke levendes Haab at trøste sig med; nej, nej, for den stride Graad, det har kostet mig tidt! Det kommer saa urandsagelig tungt og tærendes paa, saa En sygner i sit Hjærte og kjender sig saa træt af sine Tanker og ønsker, En aldrig var fød. Men det har ingentid været Lykkens eller Verdens Forkrænkelighed,
