da greb i Strængene og fremlokkede et Par klare, længe klingende Toner.
Det var en af disse hyggelige, smaa, vemodige Sange, som gjør Ens Hynde blødere og Ens Stue lunere, en af disse sagteligt bølgende Melodier, der ligesom synger sig selv i deres magelige Sørgmodighed og med det Samme lader Ens Stemme lyde saa fornøjeligt fyldig, saa svulmende og saa rund. Marie sad lige i Skjæret fra Kaminen, omspillet af, det rødlige Lys, og hun sang saa tankeløst velbehageligt, ligesom kjærtegnende sig selv med sin egen Røst.
Da aabnedes den lave Dør, og Ulrik Frederiks høje Skikkelse dukkede ind ad den.
Marie holdt straks op med at synge.
«Ah, Madame!» udbrød Ulrik Frederik i en mildt bebrejdende Tone, idet han med bønfaldende Gebærde traadte hen imod hende, «havde jeg vidst, I vilde lade Eder incommodere af min Nærværelse ...!»
«Aa nej, jeg sang ikkun for at holde mine Drømme vaagne.»
«Aimable Drømme?» spurgte han og bøjede sig ned over Varmebukken foran Kaminen og varmede sine Hænder paa dens blanke, røde Kobberkugler.
«Ungdomsdrømme,» svarede Marie og løb med Haanden over Luthens Strenge.
«Ja, immer er Alderdommen sig selv lig!» og han saae smilende paa hende.
