Høg, at det havde hun gjort for hans Skyld, nu skulde hun aldrig være ham til Hinder mere, blot hun maatte se ham engang inden hun døde.»
«Og saa?»
«Ja Gud veed om det ogsaa er som Folk siger, for saa er han da den ledeste Krop og Sjæl som nogen Helvedes Pine kan vente paa; — saa skrev han tilbages — ja, saadan var det, han skrev tilbages, at den Modgift, som bedst kunde gjøre hende frisk igjen, det var hans Kjærlighed, men den stod det intet i hans Magt at give hende, men han havde hørt at Melk og Hvidløg skulde ogsaa være godt, og det vilde han raade hende til at tage ind. Se, det svared' han; hvad tænker I? kan der nu være Noget mer skammeligt til end som det?»
«Og Jomfru Ermegaard?»
«Jomfru Ermegaard?»
«Ja vist.»
«Ja, det var intet hans Skyld, men hun havde intet taget Forgift nok til at dø af, men hun blev saa krank og ilde, at hun nær aldrig var kommen til Helsen igjen.»
«Det bitte Lam,» sagde Marie og lo.
Næsten hver Dag i den nu paafølgende Tid
hidførte en eller anden lille Forandring i Marie
Grubbes Opfattelse af Sti Høg og derved ogsaa i
den Maade paa hvilken de omgikkes med
hinanden.
