Slagbordet og spredte nogle blanke Sølvpenge ud for sig.
«Betink et val!» bad Søren.
«Betænke og sulte og vente og fryse, det er to Par Fugle, der er vel magede,» svarede Jens og rejste sig, «farvel som ærlig og lavgod Mand,» vedblev han og rakte Søren Haanden.
«Farvel af Lavet, og Gud vær' mæ dæ,» svarede Søren.
Saaledes gik det Bordet rundt med samme Tiltale og samme Svar. Ogsaa med Marie tog Jens Afsked og med Manden i Krogen, der maatte slippe sin Hat saalænge.
Jens gik saa hen til Slagbordet til Manden der, som satte et højtideligt Ansigt op, lagde sin Pibe fra sig og sagde «jeg Mester Herman Køppen, Skarprettere for Aarhus By, fæster dig i disse gode Mænds Paasyn for Svend at være og Svendegjerning at udøve, Gud til Ære, dig til Forfremmelse og mig og det retfærdige Skarprettere-Amt til Gavn,» og under denne unødvendig pompeuse Tale, som syntes at volde ham en inderlig Tilfredsstillelse, trykkede Mesteren Jens de blanke Fæstepenge i Haanden. Derefter rejste han sig op, blottede sit Hoved, bukkede og spurgte, om det maatte forundes ham den Ære at byde de gode Vidnere en Drik Polak.[1]
Da han herpaa intet Svar fik, vedblev han, at det vilde være ham en stor, en meget stor
- ↑ Polak = Blanding af Mjød og Brændevin.
