langte han en Pægel Brændevin og gik tilbage til sin Plads.
«Det skulde min salig Abelone have dristet sig til,» sagde Rasmus og drak.
«Ja,» istemmede Salmand, «hun kan intet fuldt takke Vorherre for, at hun intet er min Kjærling, jeg skulde minsæl givet hende noget Andet at tage sig til, end at helde Guds Gaver i Skarnet.»
«Men ser du Salmand,» indvendte Rasmus med et fiffigt Blink over til Mester Herman, «din Kjærling hun er heller ingen stor Kreatur af de Velbaarnes deres Slæng, hun er en simpel Stakkel ligesom vi her er og derfor faar hun sine Hug naar hun har forseet sig, saadan som Skik og Brug er iblandt simpelt Folk; men havde hun idet Sted været en højadelig Ting, saa vilde du skinbarligen aldrig have vovet dig til at ærgre hendes højadelige Ryg, men ladet hende spie dig mellem Øjnene om det skulde hende gefalle.»
«Nej, den Dæv'len vilde jeg!» bandte Salmand, «jeg skulde have smurt hende til hun hverken kunde se eller gabe, skulde jeg, og pillet hende Nykkerne ud, spørg kuns Min en Gang om hun kjender den smækkre Lænke, som Nalle[1] staar i, og du skal se det værker i hendes Ryg alene at høre det; men at hun skulde komme her som jeg sidder og slaa min Drikke paa
- ↑ Nalle = Bjørnen.
