36
saae spejdende mod Udgangen. — Lidt efter var der ikke et Ansigt, der saae paa Præsten; Alle sade med bøjet Hoved som for at samle Tankerne om Prædikenens Ord, men de hviskede til hinanden, holdt en Gang imellem op, lyttede et Øjeblik spændt paa Præsten, som for at skjønne hvor langt der var til Enden, — saa hviskede de videre. Den dumpe Lyd fra Menneskemassen derude paa Gaden var tydelig at høre, blev utaalelig at høre; Kirkefolkene fik hemmelig travlt med at stikke Psalmebogen i Lommen.
«Amen!»
Alle Ansigter saae op paa Præsten.
Under den almindelige Del af Bønnen tænkte Alle paa om Præsten vidste Noget. Saa bades der for Kongehuset, for Rigens Raad og den menige Adel, for Alle, som havde nogen høj Bestilling eller Embede at forestaa og da var der mange, der havde Taarer i Øjnene, men da den næste Part af Bønnen kom, begyndte Nogle at hulke, og sagte, men dog herligt lød det fra hundrede Læber: «Gud mildeligen afvende endnu fra disse Lande og Riger, Krig og Blodstyrtning, Pestilentse og Braddød, Hunger og Dyrtid, Storm og Uvejr, Vandflod og Ildsvaade, at vi og for saadan faderlig Naade maa love og prise hans hellige Navn.»
Før Psalmen var tilende var Kirken tom, kun Orglets Toner sang derinde.
