54
lige Scene med Hovmesteren, og saa var der Udenlandsrejsen med den første Duel i den dugfriske Morgen, med Anettes Kaskader af klingrende Latter, med Ballet hos Kurfyrsten og den ensomme Tour uden Byens Porte, da hans Hoved værked af den første Rus. Saa kom der en gylden Taage med Klang af Bægre og Duft af Vin, og der var Lieschen og der var Lotte og der var Marthas hvide Nakke og Adelaides runde Arme. Endelig Rejsen til Kjøbenhavn, hans kongelige Faders naadige Modtagelse, Dagenes travlt kjedsommelige Hofliv og vilde Nætter, hvor Vinen strømmed og Kysset rased, afbrudt af pragtfulde Jagtfesters lystige Larm og natlige Stevnemøders ømme Hvisken i Ibstrups Have eller Hillerødslottets gyldne Sale.
Men langt klarere end Alt dette saae han Sofie Urnes brændende sorte Øjne, langt mere betagen mindedes han lyttende hendes vellystigtbløde, dejlige Stemme, der dæmpet drog En som med hvide Arme og hævet flygted som en Fugl, der stiger og spotter En med kaade Triller, mens den flygter ….
En Raslen nede i Voldskræntens Buske vakte ham af hans Drømme.
«Wer da!» raabte han.
«Det er kuns Daniel, Hr. Gyldenleu, Daniel Knopf,» svaredes der og en lille, værkbruden Mand kom frem af Buskene og bukkede.
«Hvad! er det Livsens Korthed? hvad tusind Syger gjør han der?»
