57
Vestervold, eller stod Luttendranken saa overhaands højt i Kvæld, siden jeg træffer ham an her, liggendes tryg og tør som Noæh Ark paa den Bjerg Ararat?»
«Prinds af Canarien, I taler i Vildelse, om I tror jeg var i Lag sammen med Eder inat!»
«Men hvad tusind Pokker er det da med ham?» raabte Ulrik Frederik utaalmodigt.
«Hr. Gyldenleu,» svarede Daniel alvorligt og saae op paa ham med Taarer i Øjnene, «jeg er en elendig Menneske.»
«Han er en Kræmmerhund er han! Er det en Sildeskude han er bange for at Svensken han skal tage? Eller ynker han sig for der vil blive Stilstand i hans Handel og mener hans Safran vil tabe Kraften og Muggen falde i hans Pebber og Paradiskorn. Styversjæl han er! Som der intet var andet for en god Borgere at tage sig nær end om hans sølle Kram gaar Satan i Vold, nu det tegner til Fald baade for Konge og Rige!»
«Hr. Gyldenleu!»
«Aa, gaa han Helved i Vold med hans Begrædelser!»
«Nej, Hr. Gyldenleu!» sagde Daniel højtideligt og traadte et Skridt tilbage, «for hverken klager jeg over Bræk paa Næring eller Forlis af Penge eller Penges Værd; jeg kerer mig de Düvel og en Døjt om Sild og Safran, men skikkes væk som en Spedalsker eller en Landsens Uærlig baade af Officiers og Gemene, det er en Syndigheds Uret imod mig, Hr. Gyldenleu; — derfor har jeg ligget
