Tænder. Et tyndt, blaagraat Klæde, hvormed det smale, dybe Gittervindue var hængt til forneden, holdt den nederste Halvdel af Stuen i et dybt Halvmørke, medens Lyset spillede frit paa Loftemaleriet, hvor Heste, Vaaben og nøgne Legemer vare samlede i en uopløselig Forvirring, og paa Himmelsengens Baldakin med dens sølvfryndsede Omhæng af gult Damassin.
En varm, af Salver og andre Medikamenter beklumret Luft slog Præsten imøde som han traadte ind og var ved at tage Vejret fra ham. Han greb efter en Stol og støttet til den saae han i sin Svimmelhed. Alting dreje sig forbi, Bordet med Flasker, Phioler og Uringlas, Vinduet, Sygevogtersken med hendes Kappe, Sengen med den Syge, Vaabenstativet og den aabne Dør ind til Naboværelset, hvor Ilden blussede i Kaminen.
«Guds Fred, Herre!» hilste han med skjælvende Røst, da Svimmelheden havde fortaget sig.
«Hvad i Helvede vil han her?» brølede den Syge og lettede sig op i Sengen.
«Gemach, gnädigster Herr, gemach,» tydsede Ane Skomagere, Sygekonen, og gik hen mod Sengen og strøg kjærtegnende hen over Dynen, «es is de hochwürdige Confessionar sejner Majestät, der hiegeschicket is und Euch beichten soll.»
«Naadigste Herre! ædle Hr. Gyldenleu!» begyndte Præsten og nærmede sig Sengen, «vel veed jeg, I intet haver hørt til de enfoldige Vise eller vise Enfoldige, som haver havt Herrens Ord til
6*
