37
OM BANDEN OG SVÆRGEN.
imod det“: Må man ryge her? Ja, gu(d) bevare's. Omvendt: Må man ryge her? Næ vorherre bevare's[1]. Gud og vorherre forholder sig ligefrem her som positiv og negativ elektricitet.
I forbindelsen gu(d) bevares, og i andre lignende, er det ligegyldigt om man udtaler slutlyden i gud; men står ordet alene, forandrer det helt karakter, om man tar ð med eller ikke. Vi kan jævnlig høre en sådan samtale som: „Hun er meget syg.“ „Gud (udtalt gud), er hun syg?“ „Gu er hun syg." I förste tilfælde er gud et forbavselsesudråb, og ordstillingen er hun er spörgeordstillingen; i det andet er gu et biord, og ordstillingen er hun beroer på, at dette biord er sat forrest, ligesom i „Visst er hun syg“. Tonefaldet i de to sætninger er også helt forskelligt, stemmende med den almindelige forskel imellem forundrede spörsmål og bestemt bekræftende påstande.
Biordet gu må opfattes som en variant af sgu (sku, som det også sommetider skrives), men er forskelligt fra det ved ikke at kunne stilles noget andet sted end forrest i sætningen — en plads som sgu selv aldrig kan indtage. Se fx Bang, Ludvigsbakken 333 „frk. Brandt har s'gu altid kager i lommen ... Jo, gu' er der kager.“ Sgu er opstået af sågu i denne forbindelses hyppigste form, hvor den har tryk på sidste stavelse; i en anden form, der kun findes umiddelbart foran stærk stavelse, har det tryk på förste stavelse (rytmetryk, se Fonetik s. 573): ˌsɔgu ˈegə, ˌsɔgu ˈaldri osv.[2] Af sågu er sikkert gu opstået ved en i sprogenes historie ret hyppig teelse, som imidlertid aldrig er blevet systematisk undersøgt; jeg kan ikke finde noget heldigere navn end forantien eller prosiopese. Den talende vil begynde at sige noget, men selvom han får gjort de til begyndelseslydene nødvendige bevægelser oppe i munden, høres de ikke, fordi han
- ↑ En mig ubekendt variant finder jeg i Pontoppidan, Landsbybill. 186: „Og stort begyndte det da, med æden og drikken og majgrene og skyden og spekulationer, saa Vor-Herre maatte bevare sig.“ Omtrent = så vorherre måtte sig forbarme. I denne sidste sætning er den gamle ordstilling bevaret på trods af almindelig sprogbrug.
- ↑ På norsk, men ikke på dansk, har man en hyppig ed jagu (inde i en sætning), der nu ved efterligning af norske forfattere begynder at vise sig i danske bøger. Formen „Å, du havde jo gu taget hende alligevel“ (Niels Møller, Koglerier 95) kender jeg ikke fra dansk talesprog.
