90
GAMLE AGNETE.
Stakkels, gamle Agnete stod og rystede som et Espeløv. Der var det altsammen, netop som de gamle havde fortalt. De døde vandrede deroppe i uendelig Pine og Angst. De fleste var indsvøbte i noget langt hvidt noget, men alle havde de Ansigtet og Fødderne blottede.
De var ikke til at tælle, der var en Uendelighed af dem. Jo længer hun saa, jo flere kom der frem. Nogle gik stolte og ranke, andre kom svævende, som om de dansede hen over Isbræen, men hun saa, at baade de første og de sidste skar deres Fødder til Blods paa Pigge og skarpe Iskanter.
Det var ganske som der var fortalt. Hun saa, hvordan de bestandig krøb tæt ind til hverandre, som for at varme sig, men øjeblikkelig skiltes igen, skræmte af den Dødskulde, der udstrømmede fra deres Legemer. Det var, som om Kulden paa Bjerget kom fra dem, som om det var dem, der hindrede Sneen i at smelte og gjorde Taagen saa bidende kold.
Det var ikke alle, der bevægede sig; nogle stod stille i isnende Forstenelse, og det saa ud, som om de havde staaet saadan Aar igennem; thi Sne og Is havde samlet sig omkring dem. saa kun Overkroppen var at se.
Jo længere den lille, gamle Kone stirrede, jo roligere blev hun. Rædslen veg fra hende, men i Steden for blev hun inderlig bedrøvet over alle disse pinte Mennesker. Der var ingen Standsning i Pinen, ingen Hvile for de forrevne Fødder, der
