92
GAMLE AGNETE.
i sin Stue og gav sig til at tænke. Hele Aftenen grublede hun paa, hvordan hun skulde hjælpe de fordømte, der gik om paa Gletcherne. For første Gang i lang Tid havde hun ikke haft Stunder til at tænke paa sin Ensomhed.
Næste Morgen gik hun igen ned i Landsbyen. Hun smilede og var vel til Mode. Alderdommen var ikke mere saa tung for hende. „De døde,“ sagde hun ved sig selv, „bryder sig ikke stort om røde Kinder og lette Trin. De ønsker blot, man skal tænke paa dem med lidt Varme. Men sligt kan de unge ikke tænke paa. Aa nej, aa nej, men hvor skulde de døde beskytte sig imod Dødens forfærdelige Kulde, om ikke de gamle lukkede Hjertet op for dem?“
Da hun kom til Købmanden, købte hun et stort Bundt Lys, og hos en Bonde bestilte hun et stort Læs Brænde, men for at kunne betale det maatte hun tage imod dobbelt saa meget Spindearbejde som sædvanligt.
Henimod Aften, da hun igen var hjemme, læste hun mange Bønner og søgte at holde Modet oppe ved at synge fromme Sange. Men Modet sank mere og mere hos hende. Alligevel gjorde hun, hvad hun havde sat sig for at gøre.
Hun flyttede sin Seng ind i den inderste Stue i sin Hytte. I den yderste dyngede hun et stort Brændebaal op paa Ildstedet og tændte det. I Vinduet stillede hun to Lys, Døren ud til det fri lukkede hun op paa vid Gab. Saa gik hun i Seng.
