111
EN HISTORIE FRA HALSTANÄS.
Da Natten omsider var omme, og han havde spist Frokost, skammede Obersten sig endnu mere. Han havde hidset sig selv op, saa han havde rystet og svedt Angstens Sved. Han sagde ikke et Ord om nogenting.
Men hen paa Dagen gjorde Vestblad og han en Tur rundt paa Ejendommen. Da de nu kom forbi en Arbejder, der stod og skar Græstørv ved et Dige, kendte Beerencreutz ham igen. Det var den Mand, han havde set om Natten. Træk for Træk kendte han ham igen.
„Kære Ven, den Mand vilde jeg ikke beholde en Dag længer i min Tjeneste,“ sagde Beerencreutz, da de var gaaet et Stykke Vej. Og han fortalte Vestblad, hvad han havde set om Natten. „Jeg fortæller dette ene og alene, for at du skal lade dig advare og jage dette Menneske bort.“
Men Vestblad vilde ikke, han vilde netop ikke jage denne Arbejder bort. Og da Beerencreutz blev mere og mere indtrængende, tilstod han tilsidst, at han ikke vilde gøre den Mand noget, fordi han var Søn af en gammel Fattighuskone, som var død paa Viksta ved Ekeby. „Du husker vist nok Historien?“ lagde han til.
„Ja, hænger det saadan sammen, saa vilde jeg hellere gaa til Verdens Ende end leve blot en Dag i det Menneskes Nærhed,“ sagde Beerencreutz.
Og en Time efter rejste han sin Vej og var næsten vred over, at hans Advarsel ikke blev fulgt.
„Her sker en Ulykke, inden jeg kommer igen,“ sagde Obersten til Vestblad, da han tog Afsked.
