127
GRAVSKRIFTEN.
forstærke Stemmen, „jeg vil bare ikke finde mig deri.“
„Du taler, som om det kun drejede sig om at flytte ham fra en Seng over i en anden,“ siger hun. „Han er jo død, saa ham kan det vel være lige meget, hvor han kommer til at ligge. Men mig ødelægger du jo derved.“
„Jeg har ogsaa tænkt paa det,“ siger han, „men jeg kan ikke.“
Naar man har har været gift og har levet sammen i nogle Aar, behøver man ikke mange Ord for at forstaa hinanden. Hun ved allerede, at det vil være ganske omsonst at prøve paa at rokke ham. „Hvorfor tilgav du mig da,“ siger hun og vrider sine Hænder, „hvorfor lod du mig dengang blive hos dig som din Hustru og lovede at tilgive mig?“
Han ved med sig selv, at han ikke vil gøre hende Fortræd. Det er jo ikke hans Skyld, at han nu har naaet Grænsen for sin Langmodighed.
„Sig til Folk, hvad du vil,“ siger han, „jeg skal nok tie stille. Du kan jo sige, at der er Vand i Graven, eller at der ikke er Plads til flere Kister end Faders og Moders og min og din.“
„Og det bilder du dig ind, at de vil tro."
„Ja, du maa selv klare det, som du kan.“
Han er ikke vred; hun ved, at han ikke er det. Det er kun, som han siger: paa dette Punkt kan han ikke give efter.
