129
GRAVSKRIFTEN.
igen. Nu har han gaaet dèr i alle de Aar, vranten og pirrelig, og hun er bleven angest. Hun gaar som en Hest imellem Skaglerne. Hun ved, at der bag hende sidder En, som har Svøben over hende, selv om han ikke bruger den. Og nu har han brugt den. Han har ikke længer kunnet lade være. Og nu er det ude med hende.
De, der er om hende, siger, at de aldrig har set en Sorg som hendes. Hun er som forstenet. I hele denne Tid inden Begravelsen er det, som om der ikke var rigtigt Liv i hende. Ingen ved, om hun hører, hvad man siger til hende, om hun aner, hvem der taler til hende. Hun spiser ikke; det er, som om hun ikke føler Sult; hun gaar ude i den strengeste Kulde; hun mærker det ikke. Men det er ikke Sorg, der forstener hende — det er Angest.
Det falder hende ikke et Øjeblik ind at blive hjemme paa Begravelsesdagen. Hun maa følge med til Kirkegaarden, hun maa gaa med i Ligfølget, gaa dèr og tænke paa, at alle, som er med, tror, at Liget skal lægges i den store Sanderske Grav. Hun synes, at hun maa segne til Jorden under al den Forundring og Forargelse, som vil vende sig imod hende, naar Graveren, der gaar foran Ligtoget, fører dette hen til et afsides liggende Gravsted. Der vil gaa et Udbrud af Forbavselse fra Række til Række, skønt det er et Ligfølge: Hvorfor skal Barnet ikke ligge i den Sanderske Familiegrav? Man vil komme i Tanke
