142
GUDSFREDEN.
drejede han af fra Vejen og vadede op i Sneen for at finde et Par aarsgamle Birkestiklinger.
Paa samme Tid var Vinden endelig bleven færdig med det, den hele Dagen havde arbejdet paa. Den havde revet Sneen løs fra Skyerne, og nu kom den farende op igennem Skoven med et langt Slæb af Sne efter sig.
Ingmar Ingmarson havde lige bukket sig ned mod Jorden og skaaret et Birkeskud af, da Vinden kom farende fuldt ladet med Sne. I samme Øjeblik den gamle rejste sig op, blæste Vinden en hel Dynge Sne ind i Ansigtet paa ham. Han fik Øjnene fulde af Sne, og Vinden hvirvlede saa voldsomt omkring ham, at han maatte snurre rundt et Par Gange.
Hele Ulykken kom nok i Virkeligheden af, at Ingmar Ingmarson var bleven gammel. I sine unge Dage var han saamænd ikke bleven ør i Hovedet af en Snestorm. Men nu løb alting rundt for ham, som om han havde svinget sig i en Julepolska. Og da han nu vilde gaa hjem, gik han til den forkerte Side. Han gik lige ind i den store Granskov, der begyndte bag ved Birkelunden, i Steden for at gaa ned imod Markerne.
Mørket faldt hurtig paa, og mellem de unge Træer i Skovbrynet blev Stormen ved at tude og hvirvle ham rundt. Den gamle saa nok, at han gik mellem Graner, men han forstod ikke, at dette var forkert; thi der voksede ogsaa Graner paa den Side af Birkeskoven, der vendte mod Uaarden. Men saa kom han saa langt ind i
