150
GUDSFREDEN.
Sønnerne med og var dragen til Skovs. Thi det er jo saa, at Bjørnen er det en Mands Pligt at fælde, hvor og naar han træffer den. Det kan ikke gaa an at spare en Bjørn; thi før eller senere faar den dog Smag paa Kød, og da sparer den hverken Dyr eller Mennesker.
Men efter at de var draget ud paa den Jagt, havde den gamle Husmoder faaet saadan Angst over sig; og hun satte sig til at læse. Nu begyndte hun at læse om det, som der den Dag blev prædiket om i Kirken, men hun kom ikke længere end til dette: „Fred paa Jorden, og i Menneskene en Velbehagelighed.“ Hun blev siddende og stirrede paa disse Ord med sit tilslørede Blik, og nu og da sukkede hun dybt. Hun læste ikke videre, men hun gentog den ene Gang efter den anden med sin langsomme, slæbende Stemme: „Fred paa Jorden, og i Menneskene en Velbehagelighed.“
Saa kom den ældste Søn ind i Stuen, netop som hun paany skulde til at slæbe sig igennem Ordene. „Moder,“ sagde han ganske sagte.
Hun hørte ham, men vendte ikke sine Øjne fra Bogen, mens hun spurgte: „Er du ikke med i Skoven?“ „Jo,“ sagde han endnu sagtere, „jeg har været med der.“
„Kom herhen til Bordet,“ sagde hun, „saa jeg kan se dig.“ Han kom nærmere, men da hendes Øjne faldt paa ham, saa hun, at han rystede. Han maatte klemme Hænderne fast om Bordkanten for at kunne holde dem stille. „Har
