165
SPØGELSEHAANDEN.
Mand gik da ialtfald somme Tider hjemmefra. Tanterne var hjemme hele Dagen.
Naa, siden hun var saa aabenhjertig — var det aldrig faldet hende ind at blive forelsket i ham? — Hun rystede paa Hovedet, det laa helt udenfor alt, hvad tænkeligt var. — Og hvorfor? Var han for grim? — Nej, hun slog Øjnene op for yderligere at forstærke Svaret. — Var han kedelig? — Hun gjorde en afværgende Bevægelse med Haanden. — Hvad var der da i Vejen med ham? — Han var for kold. — Naa, saadan, han var for kold.
Doktoren gik en Gang op og ned ad Gulvet. Det var ganske vist uhyggeligt, at saadan et Barn havde gaaet og sat alt det i Scene. Ladet ham kysse sig uden at bryde sig en Smule om ham. Og hun havde paa ingen Maade spillet sin Rolle daarligt. Hun havde holdt ham ganske ordentlig for Nar. Og at han virkelig var saa ubehagelig, at det slet ikke kunde falde en ung Pige ind at forelske sig i ham!
Men naturligvis havde hun ført et ynkeligt Liv hos de to gamle. Man kunde nok forstaa, at det var meget for hende at blive gift. Det havde sagtens været som at redde selve Livet. Hun aflagde sin Bekendelse uden at vise nogensomhelst Skaansel. Det faldt hende slet ikke ind, at hun saarede ham. Hun maatte tro, han var pansret, haard som Jern.
Pludselig løftede hendes Stemme sig til et Skrig. „Du ved jo,“ sagde hun, „at alle, der
