178
FUGLEUNGEN.
Penge. Han troede, at alle Mennesker narrede ham, men han var lige glad for det. Og saa ligegyldig —! Borgmesteren havde med Maurits sendt nogle Aktier i et Foretagende, som ikke rigtig vilde gaa, men Onkel købte dem nok af ham, havde Maurits sagt. Onkel brød sig ikke om, hvad han smed sine Penge ud til. Han havde staaet paa Torvet inde i Byen og kylet Sølvpenge i Grams til Gadedrengene. Og paa een Nat at spille et Par Tusind Daler bort og tænde sin Pibe med Tidalersedler, det var noget af det almindeligste, Onkel gjorde.
Saadan kørte de, og saadan talte de sammen, mens de kørte.
Henimod Aften kom de til Maalet. Onkels „Residens“, som han plejede at kalde det, var ikke nogen Fabrik. Den laa fjærnt fra al Kulrøg og alt Hammerspektakel, paa Skraaningen af vældige Højder med vidtstrakt Udsigt over Søer og Bjerge. Den var en statelig Bygning med Skovsletter og Birkelunde til alle Sider, men næsten ingen Marker, for Stedet var ikke et Landgods, men et Lystslot.
De unge kørte op ad en Allé af Birke- og Elmetræer. Til sidst kørte de mellem lave, tætte Granhække, og saa skulde de til at svinge ind i Gaarden.
Men lige der, hvor Vejen svingede, var der rejst en Æreport, og der stod Onkel med alle sine Folk og tog imod dem. Se, det havde nu Fugleungen aldrig kunnet tro om Maurits, at han
