184
FUGLEUNGEN.
at Hunden har hans hvide Pande. Saa ler hun. For hun har lige let til Latter og Taarer. Det har hun efter sin Fader.
II.
Hvordan er „det“ kommet? Det, som hun ikke tør nævne ved Navn.
„Det“ er ganske vist kommet som Duggen til Græsset, som Farven til Rosen, som Sødmen til Bærret, umærkeligt og sødt uden at melde sig i Forvejen.
Det er jo ogsaa ligegyldigt, hvordan „det“ kom, og hvad „det“ er. Hvad enten det er godt eller ondt, smukt eller stygt, saa er „det“ det forbudne, det som slet ikke burde være til. „Det“ gør hende ængstelig, angerfuld, ulykkelig.
„Det“ er noget, hun aldrig mere vil tænke paa. „Det“ er noget, som skal rykkes op og kastes bort, og dog er det noget, som ikke kan gribes og holdes fast. Hun lukker sig til for „det“, og alligevel kommer det ind. „Det“ driver Blodet bort fra Aarerne og flyder af Sted derinde, driver Tankerne ud af Hjernen og huserer der, danser af Sted gennem Nerverne og dirrer lige ud i Fingerspidserne. „Det“ er alle Vegne indeni hende, saa hvis hun kunde have taget alt det
